BØRNEBØGER OM KATTE

Der er mange vældig gode børnebøger, der handler om katte. Nogle er oplysende, andre er underholdende eller tankevækkende, og nogle er begge dele. Rigtig mange har gode billeder at kigge på.
De bedste kan læses med stort udbytte - også af voksne !

Christen Kold: Historien om Lille Mis
Johannes Larsen Museet, 2001

Bogen er - på grund af billederne, der er gengivelser af malerier af den fynske maler Johannes Larsen - mindst lige så meget for voksne som for børn.
Johannes Larsen lavede billeder til Historien om Lille Mis flere gange. Først i 1905, hvor historien for første gang blev udgivet selvstændigt. Illustrationerne var efter Johannes Larsen akvareller. I 1944 malede Johannes Larsen de samme motiver som oliemalerier, og omtrent samtidig skar han dem som træsnit. Træsnittene blev brugt som illustrationer til en bogudgave i 1954, og malerierne er blevet brugt i den nye udgave.
I sommeren 2001 besøgte vi Johannes Larsen Museet, hvor vi til vores store fornøjelse kunne se mange af de originale billeder.

Historien om Lille Mis

Iben Sandemose: Englepels
Alma, 1995

Billedbog om en pige, hvis elskede kat Jambo dør. I både teksten og billederne, begge dele af Iben Sandemose, mærker man pigens store ensomhed, sorg og forladthed. Og også hvordan hun lidt efter lidt kommer på den anden side af sorgen, selv om hun ikke glemmer Jambo.
Jeg var meget glad for bogen, da Bitsjka døde. Den illustrerede også min sorg. Og den trøstede også.

Iben Sandemose : Englepels

Gina Wilson og David Parkins: Vilde kat
Sesam, 1994

Bogen har stemningsfulde billeder af David Parkins og en kort tekst af Gina Wilson.
Den fortæller på en rigtig sød måde om kattens dobbeltsidede væsen.

Vilde kat

Jeanne Willis og Tony Ross:
Professor Snorkels bog om jord-misso-saurer

Forum, 1990

En skør og sjov billedbog. Professor Snorkel fra en fremmed klode fortæller sine elever om Jorden og dens skabninger. I denne bog drejer det sig om jord-misso-saurerne, og han har gjort mange interessante iagttagelser.
Teksten er en KATTEstrofe af Jeanne Willis, tegningerne er en samling MISfostre af Tony Ross (citat fra titelbladet).

Jord-misso-saurer