Det skete i 2001


31. december 2000

En håndfuld killinger

Killingerne er 1 uge gamle og kan ligge i én hånd


Selveste juleaften kl. 18.07 og 18.35 fik Lilit to killinger. Vi tror, det er to hunner, men de får ikke navne, før vi er helt sikre. 
Fødslen var ikke uden dramatik, heldigvis var killingerne sunde og livskraftige. De vejede ved fødslen 102 og 105 g.

Nu, nytårsaftensdag, vejer de over det dobbelte, og vi synes, de i det hele taget er meget fremmelige. Begge er ved at åbne øjnene, og de forsøger at stavre rundt med halerne lige i vejret. De er også gode til at spinde.

GODT NYTÅR TIL ALLE!


Julen 2000 - april 2001

 

Se killingernes dagbog

 

Klik på billedet for at se det større

Se fotos af killingerne

 

 

Se killingernes stamtavle

 

 


Igen havde vi nogle måneder, hvor det meste drejede sig om killinger. Lilit fik sine 2 killinger, begge hunner, juleaften 2000. Også denne gang ønskede Lilit selskab hele tiden, mens killingerne var helt små, men ellers kunne vi tydeligt mærke, at hun var en mere erfaren mor. Ofelia og Djingiz var også mere trygge ved killingerne end sidste gang.

Den ene killing var reserveret til far Elvis' ejere. Da den unge dame, der havde bestilt den anden killing, fandt ud af, at hun hellere ville have en brite, faldt vi for fristensen til selv at beholde killing nr.2 fra Lilits sidste kuld. Lilit skal nemlig ikke have flere killinger. Efter to kuld, hvor hun har skullet have hjælp til at føde, synes vi, at hun har gjort sit. 
Killingerne kom til at hedde Salonqa og Sarantoya; mongolske navne, der betyder Regnbue og Månestråle. Det er Sarantoya, der er blevet boende hos os.

Salonqa og Sarantoya var et par yderst livlige tøser at dele hus med - meget vildere end Zenit og Zoogin. Dorthe siger, at der er for meget Bitsjka i dem. Bitsjka ligger adskillige gange i stamtavlerne - men det er langt ude! Ikke desto mindre lader det til, at killingerne i aktivitetsniveau slægter hende på. Samtidig er det kærlige killinger - især Salonqa, når de altså har tid, og det ser ud til, at socialiseringen er lykkedes fint også denne gang.

Udseendemæssigt var de to killinger ret forskellige som små. Salonqa havde et yndigt hovede med store, udtryksfulde øjne. Hun havde lys pels med lækker tekstur, og hun var lidt rundere end Sarantoya (hendes appetit fejlede bestemt heller ikke noget!) Sarantoya virkede spinklere og mere langbenet. Hendes pels var mørkere og ikke så tæt som Salonqas, men også den var dejlig blød. Begge killinger ser ud til at få fint grønne øjne.

De to killinger har ikke fejlet det mindste, de har kun været til dyrlæge for at blive checket og vaccineret. Bortset fra deres tilbøjelighed til vandalisme har det været et kuld uden problemer - og med mange glæder! Vi har ikke fortrudt, at vi har besluttet os for at følge en af de små vildbasser på helt tæt hold.

***
Der skete også andet glædeligt i perioden. Sidst i februar fik vi at vide. at Zenit var blevet tredje bedste killing/ungdyr i JYRAK i år 2000. Det var vi ret fornøjede med. Sammen med de andre topkatte skulle hun præmieres Palmesøndag på udstillingen i Holstebro.


12. april 2001

 


8. april var vi til udstilling med Lilit og Sarantoya. Zenit var også med, hun skulle jo præmieres for sin placering som 3. bedste killing/ungdyr i Jyrak i 2000.
Både Lilit og Zenit fik certifikater, og Sarantoya fik ex.1. Det vigtigste for os var dog, at Sarantoya opførte sig vældig fint. Måske nød hun at være på udstilling, fordi der hele tiden skete noget. Hun virker ret forlystelsesyg!

5. maj 2001

Sarantoya er nu 4½ måned gammel, og det er en dejlig alder. Der skal helst ske noget hele tiden. Hun følger os overalt i huset, glad, livligt hoppende. Hvis hun da ikke lige er i gang med at lege.  Alle de tre voksne katte leger med hende, dog ikke så tit for Ofelias og Djingiz' vedkommende. Vi leger selvfølgelig også med hende. Yndlingslegetøjet er en "fiskestang" med en muselignende genstand i enden. 
Også computeren er et godt legetøj for Sarantoya. Hun sætter sig helt tæt til skærmen for at følge rigtig godt med. Det bliver noget besværligt at arbejde ved computeren, når man kun kan se 2/3 af skærmen, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Vi synes, Sarantoya er meget graciøs og feminin. Da Lilit var i samme alder, var hun sød og sjov, men ikke nær så elegant som Sarantoya. Det kom først senere.


28. juni 2001

Klik på billedet hvis du vil se det større

Salsa på udstilling


Vi har haft Lilit og Sarantoya med til endnu en udstilling. Resultatmæssigt var det ikke den store succes, begge måtte se sig slået af katte med tykkere og lysere pels. Katten, der vandt over Sarantoya, var søster Salsa (Salonqa), der ydermere fik BIV for ungdyr. 

Vi var forfærdelig glade for at se Salsa igen. Hun trives fint og er stadig meget lovende udseendemæssigt. På en måde er de to søstre kommet til at ligne hinanden mere. Det gælder bl.a. kropstypen og den yderst lovende øjenfarve. Men det ser ud til, at de får forskelligt udtryk, og så har Salsa jo sin fremragende pelskvalitet...Sarantoyas er bare god.

Men bortset fra resultaterne var det en rigtig god udstilling. Lilit, Sarantoya og Salsa viste sig rigtig frem i deres bure, og der var et stort publikum til at beundre dem. Sarantoya nød det rigtigt, både børn og voksne underholdt hende med fjerkosten, der var lagt frem til netop det brug.

19. august 2001

Alle 4 katte har været med os på ferie i sommerhus. Det var et stort hus i to etager, og kattene vænnede sig hurtigt til at være der. 
Forandring fryder! syntes den forlystelsessyge Sarantoya at mene.

7. september 2001

Klik på billedet for at se større

Lilit og Sarantoya blev udstillet sidste søndag. Lilit fik CAGCIB og Sarantoya ex.1. Begge var lige ved at få BIV, men tabte, måske fordi de ikke var helt så gode til at sidde stille, som de katte der vandt. Deres bedømmelser kunne i hvert fald ikke være ret meget bedre.
Zenit var også med og fik ex.2. Også hun syntes, det var for kedeligt at sidde stille hos dommeren. Men senere fandt hun sig -som det ses på billedet - flot i at blive pyntet af Laura Feline.
Se endnu et billede af den dekorerede Zenit her.

23. oktober 2001

Djingiz har mistet en hjørnetand. Vi opdagede, at den var brækket lige ved tandkødsranden, og resterne måtte fjernes af dyrlægen. Det gik heldigvis fint. Nu er han vores lille skævbider.

Sarantoya blev udstillet for et par dage siden. Foruden Sarantoya var der én voksen russer og to killinger, og Sarantoya fik ex.1 og BIV total. Næste gang er hun i åben klasse, så bliver det nok sværere.

Vi havde planer om at udstille Lilit i Sverige for et par uger siden, men Lilit var ikke indforstået, så hun begyndte at kradse sig med bare pletter til følge.  Vi (og dyrlægen) tror, det er en hormonelt betinget allergi, og behandlingen ser ud til at hjælpe. Dog er hendes pels absolut ikke i topform endnu.


21. november 2001

Foto: Annett Lyng Christensen

Salsa på scenen


Vi har været til endnu en udstilling med Sarantoya. Hun er kommet i voksen-klassen, og der var konkurrence fra 4 andre hunner. 
En af dem var søster Salsa (Salonqa), og Salsa vandt og fik CAC, Sarantoya fik ex.2. Det kunne vi ikke være utilfredse med, Salsa har både bedre profil og bedre pels end Sarantoya. Der var i alt 12 russere på udstillingen, og Salsa fik også BIV og blev nomineret. Så gik den heller ikke længere, i panelet måtte hun nøjes med en enkelt stemme, men vi var nu mere end tilfredse.
Som det ses på fotoet, var Salsa ikke begejstret for at være på scenen, så hun søgte tilflugt på stewardens skulder. 

Ofelia og Djingiz har været til årets sundhedscheck. Ofelia blev fundet helt i orden og klarede også vaccinationen fint. Djingiz' lever er ikke helt, hvad den har været, og han er nu kommet på en ny diæt. Heldigvis er han ikke nogen kostforagter, så den nye mad glider fint ned.


11. december 2001

Lilit bliver 4 år i dag! Det er ikke så let at forkæle hende mere, end vi plejer, men et par ekstra godbidder falder der nok af.
Hendes kløe er heldigvis aftaget meget. Måske har årsagen været rovmider, i hvert fald ser det ud til, at behandlingen mod dem har hjulpet. Vi har dog også skiftet foder, så det kan også være på grund af det. Hendes pels er begyndt at gro ud igen, men det går langsomt, og hun ser stadig noget tottet ud.

25. december 2001

I går blev Sarantoya - vores lille månestråle -1 år. Selv om det er jul, nåede vi at lege ekstra meget med hende; leg er den bedste fødselsdagsgave, vi kunne give hende.
Hun og Lilit har så megen fornøjelse af hinanden nu. De er sammen næsten hele tiden, leger med hinanden og slås for sjov. Også Ofelia leger meget med Sarantoya, det er til stor glæde for dem begge, og det er til stor glæde for os, der kigger på.

God jul til alle gæster på vores side!

Tilbage til nyhedssiden