|
Kirsten skrev
denne "nekrolog" i et russerblad kort tid efter, at
Djingiz døde:
Djingiz Hesseldal
17. juni 1989 - 5. november 2004
I november 2004 døde vores Lillegut, 15 år
gammel. Vi har så mange gode minder om ham. Det er svært at vælge, hvad man skal fortælle. Med udgangspunkt i fotoet har jeg valgt at starte med vores ferier sammen med ham. Billedet er nemlig taget i vores lejede sommerhus på den sidste ferie, hvor han var med, i august 2004.
Det så ud til, at han nød at være på ferie med os, som regel i et sommerhus eller en ferielejlighed. Når vi flyttede ind i sommerresidensen, undersøgte han straks alt med stor nysgerrighed. Han fandt hurtigt ud af, hvor spisepladsen, kradsebrættet og grusbakken var placeret, og han fandt nogle gode steder at ligge. Han tog det med knusende ro at være et nyt sted og følte sig straks hjemme.
Når vi var på ferie, holdt vi altid familiemesterskaber i Ludo. Djingiz vandt mærkeligt nok altid – han var bare stormester i Ludo. Det er selvfølgelig bare noget pjat, men det fortæller lidt om, hvordan han var en del af alt, hvad vi foretog os.
Helt fra lillebitte var han en kat, der undersøgte alt. Han var innovatoren, der altid gjorde nye ting et godt stykke tid før sine søskende, men han var også en særdeles intelligent kat, der sjældent lavede ulykker. Intelligensen kombineret med hans glæde ved at spise gjorde, at han nærmest kunne dresseres, og vi havde mange ritualer til glæde for alle parter.
Én ting kunne vi dog ikke lære ham, nemlig at lade være med at stjæle de andre kattes mad. Han var en stor russer med en normalvægt på omkring 6 kg, og hvis han spiste for meget, satte det sig på sidebenene. Derfor var hans mad stort set altid rationeret. Han plagede aldrig om at få mad, men fik han den mindste lejlighed til det, kompenserede han selv for rationeringen.
Lige til det sidste var han ustyrlig hurtig, når det drejede sig om at hugge mad. Han åbnede munden på vid gab, gabte over så meget mad fra de andres skåle som muligt og sprang af sted. Tit havde han gabt over så meget, at kattetørkosterne stod til alle sider, når han flygtede med byttet. Det gav ham et af hans mange kælenavne, nemlig Læssegrabben.
Som nævnt var han en stor, flot han. Der var god plads til at lægge hele hånden på hans brede pande, og der var også plads til masser af kys på panden. Han så dejlig robust ud, men af sind var han en lille blød dreng. Hvis man skulle beskrive ham med bare et enkelt ord, måtte det være ordet rar. Måske var det derfor, han var så gode venner med de andre katte. Hans mor Ofelia krævede og fik respekt, men Lilit og Sarantoya forgudede ham og vidste ikke noget bedre, end når de kunne putte sig tæt ind til ham.
Når de havde killinger, var Djingiz legeonklen, og når mødrene syntes, at nu var de killinger da vist lige vilde nok, så måtte Djingiz tit holde for. Helt fantastisk var det med den sidste killing, der indtil nu er vokset op hos os. Den lille Uzuri fik tydeligvis et stort forbillede i den store Djingiz. Allerede som meget lille lagde Uzuri sig tit tæt op til Djingiz, og da han blev lidt ældre, var han stort set altid sammen med sit idol. De kunne se på hinanden på en måde, så man slet ikke var i tvivl om, at hvis der var to, der holdt sammen, så var det de to. Djingiz lærte Uzuri en masse ting, bl.a. også at stjæle mad. Og for Uzuri var den mad, Djingiz fik, den eneste rigtige mad – også selv om det var diætmad.
Allerede for tre år siden viste en almindelig blodprøve, at Djingiz' levertal ikke var helt gode, og han kom på leverdiæt. Det trivedes han så fint på, at jeg bildte mig selv ind, at han måtte blive mindst 18 år.
Sådan kom det ikke helt til at gå, for pludselig var det slut. Han fik det rigtig dårligt en nat, og næste dag konstaterede dyrlægen, at leveren stort set ikke fungerede mere, så der var kun én udvej. Vi måtte stille os tilfreds med at have levet sammen med vores Lillegut i godt 15 år, og vi var i hvert fald tilfredse med, at han ikke måtte igennem en lang sygeperiode.
Men ih, hvor vi savner ham. Der er hele tiden situationer, hvor vi snakker om, at Djingiz plejede at gøre sådan, og at det her ville Djingiz have syntes om, og…Vi har bestilt sommerhus til næste år. Så må vi jo se, om vi kan få afviklet vores traditionsrige Ludo-turnering uden stormesteren.
Kirsten Kaae
|