Killinger

Vi havde tre kriterier, når vi planlagde et kuld killinger. De var i prioriteret rækkefølge:

1. Sundhed

2. Temperament

3. Udseende

Sundhed

Vi ville naturligvis helst have, at alle de killinger vi opdrættede blev sunde og raske katte, der kunne leve i mange år. Det var imidlertid ikke så let at sikre sig.

Selvfølgelig anvendte vi kun sunde katte i avl. Efter vores bedste kendskab havde hverken faderen eller moderen kendte sygdomme. Tit var det unge katte, der blev forældre, og det siger sig selv, at man ikke kunne vide, om de senere udviklede sygdomme. Heldigvis var russeren generelt en sund race, men der var trods alt russere, der døde i en for ung alder.

Det er umuligt at garantere, at en killing vil være sund og rask resten af livet, men én ting kan man dog gøre: undgå indavl. Indavl nedsætter generelt kattenes immunforsvar, også selv om forældredyrene selv er sunde katte. Derfor foretog vi aldrig indavlsparringer. Vi brugte heller ikke katte, der selv var meget indavlede, i vores opdræt.
Hvis man vil læse mere om, hvorfor den genetiske variation er så vigtig, og hvordan man undgår arvelige sygdomme, kan vi henvise til en artikel på hjemmesiden PawPeds. Klik på "Articles" og derefter på artiklen "Breed to Avoid Genetic Diseases". 

Et andet problem, der blev aktuelt i løbet af den tid, vi opdrættede, var russere med blodtype B. Blodtype B er ikke en defekt, og katte med blodtype B er ikke mindre sunde end katte med blodtype A, men der kan blive problemer i forbindelse med fødsler, hvis hunkatten har blodtype B. Derfor brugte vi udelukkende katte, der havde blodtype A, i avlen, og vi brugte heller ikke katte, der havde en kendt risiko for at være bærere af blodtype B. Det var ikke nogen garanti, men vi ville ikke bevidst være medvirkende til, at der bliver født flere russere med blodtype B eller som kunne være bærere af genet.
Se mere om kattens blodtyper her.

Temperament

Det var vigtigt, at vores killinger blev søde katte, som de nye ejere blev glade for. Derfor lagde vi et stort arbejde i at socialisere vores killinger. De var i menneskehænder lang tid hver eneste dag. De blev pillet ved alle vegne, vi kiggede dem i ørerne og i munden, og de fik klippet kløer fra de er helt små. De bliver også "udsat" for alle mulige lyde som støvsuger og radio og så videre.

Det er svært at garantere, at killingen temperamentsmæssigt vil blive en udstillingskat. Vores hunkatte har alle været gode udstillingskatte, og vi valgte helst en far til killingerne, der selv havde været udstillet uden problemer. Det er imidlertid ikke nogen garanti for, at killingerne også kan udstilles, men hvis vores købere gerne ville gå på udstilling med deres kat, ville vi gerne beholde killingen så længe, at vi selv kunne nå at udstille den mindst én gang, så vi kunne se, hvordan den reagerede på udstillingsmiljøet.

På trods af alle de fine intensioner fik adskillige af vores killinger efter Lilit (samt Lilit selv) adfærdsproblemer. Faktisk har samtlige hunkatte inclusive vores egen Sarantoya i perioder af varierende længde haft problemer med at omgås andre katte, og en af dem blev desværre også aggressiv over for sine ejere og måtte aflives på grund af det. 

Der er hver gang sket det, at katten er blevet forskrækket over et eller andet, og den har så overreageret og åbenbart troet, at det var den nærmeste kat (eller i et enkelt tilfælde menneske), der var årsagen. Det sker sikkert tit for katte, men de bliver som regel gode venner igen efter kort tid. Det er bare ikke altid sket for vores hunkillinger.

Første gang troede vi, årsagen var en fødselsdepression, men da det nu efterhånden er sket flere gange, må det være en arvelig disposition. Hvis vi havde vidst det, ville vi ikke have avlet på Lilit. Imidlertid skete den første episode først, da de tre kuld med Lilit og Sarantoya som mor var født, og det er som bekendt umuligt at skrue tiden tilbage.

Udseende

Når de første to kriterier skal være opfyldt, kan det være nødvendigt at gå på kompromis med hensyn til udseendet.

Det er betydeligt lettere at bestemme killingernes udseende, hvis man laver indavl, men det gjorde vi jo ikke. Det er lidt et spil i lotteriet, når man forsøger at undgå indavl. Det vi kunne gøre var at vælge forældrekatte, som vi syntes var kønne russere, og som vi troede ville kunne supplere hinanden godt.

Hvad mente vi så med "en køn russer"? Man kunne udvælge meget forskelligt, men det vi lagde mest vægt på var et godt udtryk: store øjne med god bredde imellem, den karakteristiske russerprofil med et udtalt knæk lige over øjnene og en god stærk hage. Hovedet skulle have en god bredde, og næsen måtte ikke være for lang. Kroppen ønskede vi elegant, men alligevel muskuløs, og vi ønskede lange ben og lang hale. Og så var øjenfarven et must.

Russere med siam-aftegninger:
I ældre tid blev der brugt siamesere i avlen, og i nyere tid blev der en kort overgang forsøgt at avle russere med siameserfarver. Det er en del af russerens historie, og ingen russere kan siges helt fri for  at være en mulig bærer af siam-genet. 

Vi fik aldrig selv haft maskefarvede killinger, men problemet bekymrede os i øvrigt ikke, for maskefarvede russere er lige så sunde som fuldtfarvede blå russere. Derfor undgik vi heller ikke hanner med en kendt risiko for at være bærer af siamgenet. Vi ville altid gøre købere opmærksomme på risikoen.

Hvis vi havde fået killinger med siamaftegninger, ville de være blevet solgt som kælekatte med lukket stamtavle til en reduceret pris.

Hvide pletter:
Nogle russere har nogle hvide hår på brystet, nogle har en decideret plet. Den eneste betydning en hvid plet har er i udstillingssammenhæng.