28. december 1999
|
HURRA - Lilit er nedkommet med 2 fine killinger, begge hanner. Det blev en lidt kompliceret fødsel, men vi undgik dog kejsersnit, og vi er lykkelige for, at der var mere end 1 killing. Mor og killinger ser ud til at trives fint, men som mange førstegangsfødende ser Lilit ud til at kede sig lidt, og hun vil helst have selskab hele tiden - det er der vel egentlig ikke noget at sige til. |
9. april 2000 |
Det er nu godt to uger siden, Zenit blev afleveret og godt en uge siden, Zoogin blev hentet. Begge har for længst indtaget deres nye hjem. Der er blevet noget stille her. Vi mennesker savner killingerne, men kattene ser ikke ud til at savne dem. Tværtimod er Ofelia og Djingiz vist glade for igen at have fået mere spillerum. Ikke engang Lilit synes at savne killingerne, kun mangler hun af og til nogen at lege meget vildt med. De to "gamle" kan i modsætning til killingerne ikke helt honorere hendes ønsker om, hvor tit der skal leges vildt. |
21. maj 2000 |
Djingiz har nogle mærkelige spisevaner, og hans nyeste dille er broccoli. Han er konstant både sulten og på slankekur, og for at få maden til at fylde lidt i hans mave, supplerer vi somme tider med grøntsager. Vi opdagede først, at han - og for øvrigt også Ofelia - godt kan lide grønne bønner. Senere kom asparges på menuen; friske, grønne foretrækkes. Og for nylig så han så sit snit til at stjæle friskkogt broccoli. Han kan bedst lide stokken, og den må også gerne være træet, så det kan vi godt blive enige om at få fordelt mellem os. Hans hunde-TD'er er mistænkt for at forårsage en allergisk reaktion hos ham, så dem holder vi pause med i øjeblikket. |
16. juli 2000 |
Djingiz har nu igen i en uges tid fået hunde-TD'er, endnu uden problemer. Vi håber, han slipper for allergien, for hans tænder har altså godt af TD'erne. Zenit har været udstillet igen. Hun fik BIV totalt, men tabte nomineringen til en burmeser-killing. Lige nu ser det ud til, at hun bliver større end Lilit - til trods for, at heller ikke far Opiom er nogen stor kat. Lilit skal udstilles i Finland sidst på måneden, og vi håber at få en International Champion med hjem, så hun igen kan udstilles i Danmark. |
3. august 2000 |
Lilit blev IC i Helsinki, og vi har meldt hende til udstilling i Kolding i september. Som sædvanlig var Lilit nem at have med, både på selve udstillingen og på rejsen. Vi så mange medlemmer af Lilits finske familie, som vi ikke før havde set. Hun ligner mest den fædrene side, men en anden af mor Kapris' døtre, der ikke har samme far som Lilit, lignede også meget, så hun har altså også fået noget fra den mødrene side. |
8. september 2000 |
Både Lilit og Zenit blev udstillet i Kolding d. 2. september. Der var specialshow for Russian Blue for første gang i Danmark, og der var mange flere russere til stede, end der plejer. Lilit måtte nøjes med ex.2. Dommeren kunne bedst lide de orientalsk typede russere, og dem hører Lilit ikke til. Heldigvis, synes vi. Zenit fik hos en anden dommer BIV og blev også nomineret, så indtil nu er det nogle meget flotte udstillingsresultater, hun har. |
7. oktober 2000 Elvis fotograferet |
Lilit er lige kommet hjem efter knap en uge i Elvis' selskab, men vi er ikke specielt optimistiske med hensyn til, at der skulle være kommet noget resultat af de to kattes møde. Elvis var meget sød og forelsket, men Lilit var ikke imødekommende over for sin bejler, tværtimod! Efter nogle dage gik det ganske vist bedre, men da var der ikke meget tilbage af løbetiden. Hvis det bliver nødvendigt med endnu et forsøg - og det gør det nok - så kommer Elvis på besøg her, og så må vi se, om det går bedre. |
27. oktober 2000 |
For godt en uge siden gik Lilit i løbetid igen, og hun og vi fik Elvis på besøg nogle dage. Han vænnede sig hurtigt til at være her, og selv om Lilit ikke var specielt indladende, så blev hun parret. Endda mange gange, så vi håber meget på et resultat. Hvis hun er i lykkelige omstændigheder, skal killingerne fødes omkring jul. |
20. november 2000 |
Det er nu konstateret, at Lilit er gravid. Bare det hele går godt! Ofelia og Djingiz har været til deres årlige helbredscheck og vaccination, og de blev begge "godkendt". Ofelia fik noget ekstra blandet i sin vaccination, og denne gang var der overhovedet ingen bivirkninger. Djingiz fik ros for sine tænder, så det er helt sikkert, at den daglige hunde-TD hjælper. |